En Gateau Marcel med hindbærmousse til Mads
Inden Nytår blev jeg bedt om, at lave en fødselsdagskage til Mads. Mads er født den 1 januar og er meget glad for hindbær og chokolade. Jeg lavede en klassisk Gateau Marcel med et twist. Oven på har jeg lagt et lag af syrlig hindbærmousse som et lækkert modspil til chokoladen. Der skulle stå Mads på kagen og i stedet for at skrive på kagen lavede jeg chokolade bogstaver, dryssede dem med guld og stillede dem lodret på kagen.
Opskrift
8-10 pers
Ingredienser
Gateau Marcel
200 g smør (og lidt til at smøre formen med)
200 g mørk chokolade ( jeg bruger 80% men der kan bruges ned til minimum 70 %)
200 g sukker (ikke rørsukker det er sværere at opløse i marengsen og æggesnapsen)
7 æggeblommer (hvis det er pasteuriserede er det nærmere 9-10 stks alt i alt ca 125g)
4 æggehvider ( hvis det er pasteuriserede er det nærmere 5-6 stks alt i alt ca 175 g)
Evt lidt kage guldstøv og blomster til pynt, da en gateau marcel er meget brun og man spiser jo også med øjnene
Du kan også servere friske bær til, da syrligheden fungerer godt sammen med chokoladen
Hindbærmousse
200 g frosne hindbær
20 g sukker
3 plader husblas
2 1/2 dl piskefløde
1/2 stang vanilje
Evt frysetørrede hindbær
Fremgangsmåde
Sørg for at dine bær er tøet op
Forvarm din ovn på 175 C
Klip et stykke bagepapir til og læg det i bunden af din springform - (min er 20 cm i diameter) smør siderne med smør
Gør din chokolade og smør klar og hak det i små tern og put det i en skål over et vandbad. Vent med at tænde for det.
Pisk æggeblommer sammen med 150 g sukker og lav en luftig æggesnaps
Sæt vandbadet over
I en anden skål pisker du æggehvider med 50 g sukker til marengsen danner små toppe
Rør forsigtigt den smeltede chokolade og smør i æggesnapsen lidt ad gangen
Tag nu et par skefulde af æggehviderne og put dem i dejen. Vend det forsigtigt i. Put nu resten af hviderne i og vend forsigtigt det i. Det er her din tålmodighed skal på prøve. Stille og roligt så du ikke slår luften ud af dejen. Fortsæt indtil dejen er ensartet og glat.
Hæld halvdelen af dejen i formen og bag den i ca 22-25 min i den forvarmede ovn.
Resten af dejen stiller du på køl
Tag kagen ud og lad den afkøle helt. Når formen er til at røre ved kan du stille den i køleskabet.
Nu begynder du på hindbærmoussen
Læg husblassen i koldt vand i 10 min
Pisk fløden til flødeskum
Kog vanilje, bær og sukker i en gryde i et par minutter
Vrid vandet af husblassen og opløs dem i hindbær blandingen under omrøring
Hæld hindbærmassen i en skål og lad det afkøle i 10 min tid
Put et klat flødeskum i hinbærrene og vend det rundt eksempelvis, med en dejskraber
Put moussen i køleskabet
Tag kagen ud af formen. Her kan du bruge en tallerken til at vende den på og så kan du trække bagepapiret i bunden af nemt
Smør resten af chokolade ganachen ovenpå i et jævn lag og stil den på køl i et par timer eller til dagen efter
Når hindbærmoussen har sat sig hælder du den på en sprøjtepose med stjernetyl og begynder at dekorere kagen - start nedefra og arbejd dig op
Drys evt lidt frysetørrede hindbær på
Som en ekstra ting lavede jeg chokolade bogstaver med smeltet chokolade på et stykke bagepapir og stillede bogstaverne på højkant, så der stod Mads på kagen